søg
Spaghetti med broccoli & tomat. Foto Malthe Ivarsson

Opskrift 15.03.2024

Spaghetti med broccoli & tomat

“La vita è una combinazione di magia e pasta.” “Life is a combination of magic and pasta.” — Federico Fellini

Nogle dage kan det for en stund være meget livgivende at fokusere på, at livet er en kombination af magi og pasta. Og bare det…

Derfor denne opskrift fra “Camillos fornemmelse for sommer“. Vores kogebog, der udkom let og lystigt i sommeren ’22.

Denne ret er den, du tryller frem, hvis dine søde gæster har glemt at annoncere deres ankomst, træder glade, smilende og sultne ind i dit køkken. Retten er så afslappet, så enkel og så ‘italiano’, at alle straks bliver glade og veltilpasse og hurtigt derefter dejligt mætte. Skulle der ikke dukke uventede gæster op, så er retten faktisk også utrolig velegnet til en skøn aften med dig og kæresten, stjernehimmel og sød musik.

spagh-broc-tomat1-780
Spaghetti med broccoli & tomat. Foto Malthe Ivarsson

spaghetti med broccoli & tomat

4 PERSONER
Spaghetti, 400 g
Broccoli, 400-500 g
Extra jomfruolivenolie, ½ dl
Hvidløg, 3 fed
Tomater, små, 150-200 g
Parmesan, friskrevet, 50 g

Sæt en stor gryde med rigeligt vand over til spaghettien.

Skyl broccolien, og del den i små buketter. Skyl tomaterne, og læg dem til side,

Når pastavandet koger, smider du en spsk groft salt i og koger broccolien kort i vandet i 3-4 minutter. Fisk dem op med en hulske og læg straks i iskoldt vand. Når de er kølet lidt af, lader du dem dryppe af i en sigte eller dørslag.

Kog spaghettien i det samme vand, som du kogte broccolien i. Hæld spaghettien i gryden, rør rundt, så alt er dækket af vandet (og ikke noget med at knække spaghettien). Kog uden låg, sørg for, at vandet ikke kommer ud af kog. Rør rundt jævnligt, så spaghettien ikke klistrer sammen eller sætter sig på bunden. Efter et par minutter tjekker du, om der er salt nok i vandet ved at fiske en spaghetti op og bide i den.

Kogetid? Hvad står der på pakken? Følg det, men vær opmærksom på, at det kun er vejledende. Spaghettien er færdigkogt, når den er ‘al dente’. Det vil sige, at der er lidt bid i den. Når den er færdig, hælder du vandet fra gennem et dørslag eller en sigte. Gem et par dl af pastavandet.

Mens spaghettien koger, skærer du hvidløg i fine skiver og varmer olivenolien op i en stor pande. Steg broccoli, hvidløg og tomater heri i cirka 5 minutter.

Vend den kogte spaghetti i panden, vend godt rundt, og tilsæt lidt af pasta­vandet. Server straks – riv masser af parmesan over og et godt skvæt olivenolie.

Tip
Hvis du finder aspargesbroccoli eller cime di rapa (en syditaliensk broccoli-type), som er utrolig skøn og velsmagende – så brug endelig det i stedet for broccoli eller i en lystig grøn kombination.