
Opskrift 24.03.2025
Spaghetti al Limone
Jeg elsker spaghetti al limone! Tidligere havde jeg en ellers glimrende spaghetti al limone på repertoiret, men en dag læste jeg i et nørdet amerikansk madmagasin om at tilsætte fløde og forstod ikke umiddelbart, hvad det fede mælkeprodukt skulle her.
Prøvede det siden af og fandt ud af, hvorfor der var blandet fløde ind i sagen; fløden er jo genial til at ‘formidle’ smagen fra både citronsaft og citronskal. Nu er det denne version, der er på menuen hver gang.

OPSKRIFT: 4 PERSONER
Spaghetti, 400 g
Skalotteløg, 2 stk
Extra jomfruolivenolie, 5 spsk
Parmesan, friskrevet, 4 spsk
Citronskal, fra 1 økologisk citron
Citronsaft, fra 2 citroner
Piskefløde, 1 dl
Flagesalt
Friskkværnet peber
Basilikum, 1 lille håndfuld frisk
Parmesan til servering
Hak løgene fint. Varm en spsk olie i en stor sauterpande eller en gryde, tilsæt løg og lidt salt, steg til løgene er bløde, undgå at de tager farve.
Riv imens parmesanen fint. Riv også citronskallen fint, og pres citronsaften.
Kog pastaen ‘al dente’ i saltet vand. Hæld vandet fra spaghettien, når den er kogt, gem et par dl af kogevandet.
Hæld fløden og cirka 1 dl af kogevandet i panden med løgene, lad det simre et par minutter. Tag panden af varmen, vend spaghettien i og rør rundt. Tilsæt de sidste 4 spiseskefulde olie, citronskal, citronsaft, parmesan og et godt skvæt friskkværnet peber, rør godt rundt.
Læg låg på panden og lad den stå et par minutter så smagen breder sig ud i retten, og saucen får den rette konsistens. Hvis du synes spaghettien trænger til lidt mere væde, kan du tilsætte lidt mere af kogevandet.
Hak basilikumblade, vend dem i og smag til med salt og peber. Anret i 4 store, dybe tallerkner. Server straks med lidt friskrevet parmesan på.
Opskriften stammer fra kogebogen “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken”.
