søg
Salat med vandmelon. Foto Malthe Ivarsson

Opskrift 19.08.2024

Salat med vandmelon

En opskrift fra vores kogebog “Camillos fornemmelse for sommer“ – salaten passer perfekt både til sommer og til sensommer, til hverdag og til festligere dage – mon ikke også naboen bliver glad, hvis du laver en portion til ham eller hende?

—

Hvis nu sommeren er sød ved dig, varm og rar, så passer denne friske sommersalat perfekt – med masser af friskhed fra vandmelonen og smag fra fennikel, rucola, mynte og mandler. Salaten er utroligt velegnet til gæster i haven eller på terrassen, eller til at tage med på picnic eller strandtur. Og så er den som skabt til kølig rosé og frisk limonade.

4 PERSONER
Vandmelon, ½, ca. 500 g (skåret)
Fennikel, 1 stk
Rucola, to håndfulde
Mynte, en lille håndfuld
Mandler, en lille håndfuld
Brød

DRESSING
Extra jomfruolivenolie, ¾ dl
Citronsaft, af en citron
Forårsløg, 1 stk
Flagesalt
Peber, friskkværnet

Vask forårsløget, og snit det fint. Pres saften af citronen, bland saften med forårsløg og et nip salt – og lad det stå i 10-15 minutter (så løgene bliver lidt mildere, og smagen af forårsløget trækker ud i citronsaften). Pisk olivenolie i gradvist – smag til med salt og peber.

Rist mandlerne kort på en tør pande – stil dem til side, og lad dem køle af.

Vask fennikel, halver den på langs – og skær tynde strimler med din skarpeste kniv. Drys lidt flagesalt over fennikelskiverne, og ‘knug’ dem let. Skær vandmelon i mundrette stave. Vask rucola og mynte.

Skær myntebladene i strimler – og bland dem godt med rucola og vandmelon. Vend til sidst fennikel i sammen med dressingen.

Hvis du – som jeg – er et tålmodigt menneske, der går op i de små detaljer, så halver de ristede mandler på langs. Hvis dit blodsukker er på kraftig ned­adgående kurs, og utålmodigheden rammer dig, så hakker du blot mandlerne hurtigt og groft.

Grill eller rist gode skiver brød.

Anret salaten på et stort fad eller i 4 dybe tallerkener – drys mandlerne over, og slut af med et strejf af din gode extra jomfruolivenolie. Server de grillede eller ristede brødskiver til.

TIP: Hvis ikke du bumper ind i en vandmelon på din vej, så brug en anden god og moden melon, fx honningmelon, galiamelon eller cantaloup – du kan også med stor glæde bruge saftige ferskner, nektariner og abrikoser.

Lige nu er “Camillos fornemmelse for sommer“ på sommertilbud – en bog koster kun kr. 250 + forsendelse. Hvis du også vil ha’ en med til svigermor, hende fra madklubben eller din søde nabo, kan du købe to bøger for kr. 400. Skriv til camillo@camillos.dk