søg
Løgtærte & grøn salat fra 'Camillos Grønne Køkken'. Foto Malthe Ivarsson

Opskrift 01.10.2026

Løgtærte & en fransk salat

Løgtærte er en yderst delikat klassiker. Hvis du serverer den med en sprød, syrlig og frisk salat, så har du den fuldendte frokost eller et aftensmåltid, der både er let og lækkert. Hvis du også sætter koldt vand med bobler og en kølig flaske hvidvin på bordet, så tror jeg, du høster bifald og klapsalver fra gæsterne – og fra englene, der holder øje med dig. Brug gerne forskellige løg i forskellige størrelser i tærten – det giver både skønhed og smag. Salaten er af den slags, du vender sammen hurtigt, gerne med det, du har i køleskabet og med en dejlig vinaigrette.

OPSKRIFT – 4 PERSONER

TÆRTEDEJ
Hvedemel, 150 g
Groft hvedemel, 50 g
Smør, 100 g
Vand, koldt, 2 spsk
Fint salt, ½ tsk

LØG
Løg, blandede, 500 g
Ekstra jomfruolivenolie, 3 spsk
Balsamico, 2 spsk
Timian, frisk eller tørret, 1-2 tsk
Flagesalt, 1 tsk
Peber, friskkværnet, ½ tsk

FYLD
Æg, 3 stk
Hytteost, 150 g
Yoghurt, græsk, 10%, 1 dl
Emmentaler, 100 g
Muskatnød, ½ tsk
Fint salt, ½ tsk
Peber, friskkværnet, ½ tsk

SALAT
Hjertesalat, radicchio, endivie, frisé eller romaine, 2 store håndfulde
Valnødder, 2-3 spsk
Ost, fx comté, gruyère eller emmentaler, ca. 100 g
Syltede sager, 3-4 spsk (enten dine egne eller cornichoner, løg, tomat, asier eller hvad, du har stående)

VINAIGRETTE
Extra jomfruolivenolie, 5 spsk
Dijonsennep, 2 tsk
Hvidvinseddike, 2 spsk
Honning, 1 tsk
Flagesalt
Peber, friskkværnet

Start med tærtedejen. Blend mel, salt og smør sammen i korte ‘pulse’ (intervaller) i en foodprocessor eller blender. Tilsæt vand lidt ad gangen. Tag dejen ud på bordet, og saml den færdig med hænderne. Lad dejen hvile i 30 minutter på køl, pakket i husholdningsfilm.

Imens dejen holder siesta i køleskabet, gør du løgene klar. Pil dem – og skær dem i halve eller kvarte på langs – alt efter størrelse. Vend dem forsigtigt med olie, balsamico, timian, salt og peber. Læg dem omhyggeligt på snitfladen i et ildfast fad eller på en bageplade, beklædt med bagepapir.

Tænd ovnen på 180 grader (varmluft).

Tag dejen ud – lad den få lidt varme i 5 minutter. Rul den ud, eller pres den ud i en tærteform (omkring 24 cm i diameter). Prik dejen med en gaffel. Læg en stor håndfuld tørrede bønner eller kikærter oven i tærtebunden (det forhindrer, at tærtebunden bobler op, holder den flad og holder på kanterne).

Forbag tærtebunden i den varme ovn – stil løgene i ovnen samtidig. Tag tærte­bunden ud af ovnen efter 10 minutter, og hæld forsigtigt bønnerne af (gem dem til næste gang, du skal bage tærte). Sæt tærtebunden i ovnen igen, og bag den i yderligere 10 minutter. Tag den ud, og lad den hvile i 5 minutter. Lad løgene blive i ovnen imens, så de bager i alt 25 minutter.

Pisk æggene kort sammen med et piskeris i en skål. Bland hytteost og yoghurt i. Riv ost og muskatnød i skålen, tilsæt salt og peber, og rør godt rundt. Hæld ⅔ af æggeblandingen i tærtebunden, læg forsigtigt løgene på – og hæld resten af æggeblandingen over. Sæt tærten i den varme ovn, og bag i 35 ­minutter til tærten er smuk og gylden.

Mens tærten er i ovnen, laver du en hurtig salat. En, der passer perfekt til en tærte og giver et frisk og lidt syrligt modspil til tærten. Skyl salatblade, slyng dem tørre i en salatslynge eller i et viskestykke. Rist ­valnødder på en tør pande. Skær osten i tynde stykker. Find nogle spsk af dine ­syltede sager frem. Bland det sammen.

Rør en vinaigrette sammen, der både er lidt skarp og lidt sød. Rør olivenolie, sennep, eddike og honning sammen i en skål – eller ryst det sammen i et lille glas med låg. Smag til med salt og peber.

Sæt tærte og salat på bordet – og kald til samling.

Opskriften er fra vores kogebog “Camillos Grønne Køkken – en lystig vegetarisk kogebog“.

20250430_CamillosGronneSnapshots_PhotosMaltheIvarsson_0172-780px
Løgtærten. Foto Malthe Ivarsson