Opskrift 11.06.2024
Kartofler, ærter & rygeost
Sommer og nye kartofler hører sammen. Det er en stor lykke at finde en pose friskopgravede kartofler, bære dem hjem i sikkerhed, vaske dem blidt – og lade kartoflen spille en sjælden hovedrolle i menuen senere på dagen. Det kunne være i dette fad med små kartofler, hvor de bliver blandet med friske ærter og lige så friske krydderurter – og så lige toppet med en lækker og sommerlig rygeostcreme, der stille smelter over de varme kartofler.
Der er meget godt at sige om kartoflen, om sommeren er de nye kartofler en udsøgt nydelse, en delikatesse med masser af smag – og så indeholder kartoflen næsten alle vitaminer, især rig på C-vitamin. Der er godt med mineraler, og der er fibre i den lille knold, og så mætter den jo også.
KARTOFLER, ÆRTER & RYGEOST
Opskrift fra “Camillos fornemmelse for sommer“.
4 PERSONER
Kartofler, nye & små, ca. 1 kg
Salt, 1 spsk
Ærter, friske, 200 g
Persille, to håndfulde
Rosmarin, frisk, 2-3 spsk
Extra jomfruolivenolie, 4 spsk
Smør, 2 spsk
Flagesalt
Peber, friskkværnet
RYGEOSTCREME
Rygeost, 4 spsk
Cremefraiche (38 eller 18%), 2 spsk
Citronsaft
Flagesalt
Peber, friskkværnet
Start med rygeostcremen. Bland rygeost og cremefraiche godt sammen i en skål, smag til med lidt citronsaft, salt og friskkværnet peber. Form cremen til omkring 12 små kugler, og stil dem i køleskabet, indtil de skal bruges.
Tænd ovnen på 180 grader varmluft. Sæt en gryde over med vand.
Vask kartoflerne, og læg dem i det kogende vand sammen med en spsk groft salt. Kog kartofler i 10-12 minutter, indtil de er næsten færdigkogte og stadig faste. Lad dem stå i vandet, indtil du skal bruge dem.
Skyl persillen, og hak den groft. Skyl rosmarin, pil kvistene af, og hak dem fint. Bælg ærterne.
Hæld vandet fra kartoflerne. Bland kartofler, persille, rosmarin, ærter, olivenolie, smør og friskkværnet peber godt sammen i et ildfast fad. Sæt fadet i den varme ovn, og bag i 10-15 minutter.
Sæt det varme fad på bordet, fordel de kolde rygeost-kugler ovenpå ved servering, og lad dem smelte lige så stille.
Du kan spise kartoflerne som en snack, så gode kan de jo være om sommeren. Brug dem endelig også på et veldækket sommerbord sammen med fx meatballs – og som tilbehør til stort set hvad som helst.
TIP: Hvis ikke du har fundet friske ærter, kan du bruge frosne. Rygeostcremen kan blive ganske tilfreds med at blive blandet med fintsnittet purløg, hvis du har det i have eller altankasse.
camillos fornemmelse for sommer
Opskriften her kommer fra vores sommerkogebog “Camillos fornemmelse for sommer“. En bog med masser af skønne, nemme, farverige og lækre opskrifter – masser af billeder og essays om det gode sommerliv.
Bogen er på sommerbogudsalg lige nu – læs mere her.