søg

Opskrift 09.07.2023

Pasta Sunshine

I Camillos Køkken bliver der ofte serveret en tallerken pasta, når der er risiko for tristhed og tunge tanker. Hvis det bliver for mørkt og overskyet, så kommer der en Pasta Sunshine på bordet – en enkel pastaret med masser af smag, knas, farver og vellyd. Prøv det derhjemme, det virker helt sikkert både til dig selv, familien og venner på besøg.

20200424_untitled_9951web780
Pasta Sunshine fra “Spis & Strik“, Camillos Køkken. Foto Malthe Ivarsson

Pasta Sunshine

Opskrift fra “Spis & strik”, Camillos Køkken

4 personer
Pasta, rigatoni, 400 g
Soltørrede tomater, 100 g
Mandler, 50 g
Hvidløg, 3-4 fed
Persille, en håndfuld
Solsikkekerner, 50 g
Chili-flager, tørrede, 2 tsk
Extra jomfruolivenolie, 2 spsk
Smør, 2 spsk + 1 ekstra
Parmesan

Cherrytomater, 16 stk
Extra jomfruolivenolie, 1 spsk
Balsamico, 1 spsk
Flagesalt
Friskkværnet peber


Skyl cherrytomater, og læg dem i et lille ildfast fad. Stænk dem med lidt olivenolie og balsamico, og drys med salt og peber. Bag i en forvarmet ovn, 160 grader varmluft i 15-20 minutter.

Skær de soltørrede tomater i strimler. Hak mandlerne groft, gerne med skallen på. Skær hvidløgene i tynde skiver. Skyl og tør persillen, hak den groft.

Steg de soltørrede tomater, mandler, solsikkekerner, hvidløg og chiliflager i smør og olie i en stor pande eller tykbundet gryde. Steg i cirka ti minutter, rør rundt af og til. Tilsæt persillen (gem lidt til pynt), og steg det med i yderligere cirka 5 minutter.

Kog pastaen i en stor gryde med masser af vand og en spsk groft salt. Kogetiden på pakken er vejledende. Pastaen er færdigkogt, når den er ‘al dente’, det vil sige, at der er lidt bid i den. Når pastaen er færdigkogt, hælder du den straks over i et dørslag (gem lidt af kogevandet).

Vend den nykogte pasta i gryden med de soltørrede tomater sammen med cirka ½ dl af kogevandet og 1 stor spsk smør – og varm det godt igennem. Server straks i fire store tallerkner med friskrevet parmesan og de bagte tomater på toppen.

Tip:
Brug også gerne orecchiette eller penne rigate til denne solskinsret. Hasselnødder kan erstatte mandler, en frisk chili eller to kan afløse de tørrede chiliflager.