søg
Crostini fra “Mad, der får folk til at tale sammen“. Foto Malthe Ivarsson

Opskrift 28.12.2023

Et fad med crostini

Crostini er små, ristede brødskiver med en lækker ‘topping’. Meget nemt og samtidigt utroligt lækkert – til middagsgæster, reception eller til en hygge­lig og spontan sammenkomst. Anret et par farverige fade crostini med verdens ­nemmeste kyllingeleverpostej – og suppler med en hurtig creme af en blød gedeost og ricotta, pyntet med radise og purløg – og gode, modne tomater, vendt med en god olivenolie og basilikumblade.

En fuldblods italiener vil bruge ciabattabrød, et godt flutes kan også gå. Jeg bruger ofte mit yndlings-foccacia skåret i tynde skiver, mon ikke det rækker med 2-3-4 skiver til hver? Bag brødskiverne kort i ovnen ved 200 grader til de er let gyldne, stænk med en smule god extra jomfru­olivenolie. Anret med de forskellige fyld.

Opskrifterne er fra kogebogen “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“.

crostini med kyllingeleverpostej

En meget lækker og enkel postej, meget velegnet både til crostini og til foccacia. Intens og tæt i ­smagen. Et lille skvæt sprut giver kant og kraft. Koster ikke meget at lave, og det tager dig max et kvarter at bikse postejen sammen.

1 PORTION
Kyllingelever, 250 g, fersk eller frost
Smør, 1 spsk
Skalotteløg, 2 stk
Tomatpuré, 1 tsk
Hvidvin, 2 dl
Kapers, saltede, 1 spsk
Ansjos, 2 stk
Salt og friskkværnet peber
Marsala, 2 spsk
Fløde, 1 spsk
Persille, 2 spsk
Parmesan, friskrevet
Ristede brødskiver

Fjern eventuelle sener fra kyllingeleveren og hak leveren groft. Hak skalotte­løget fint. Smelt smør på en pande eller i en lille kasserolle, svits løget heri indtil det er gennemsigtigt. Tilsæt tomatpuré og lad det svitse med et minuts tid, før du tilsætter kyllingeleveren og svitser den også.

Hæld vinen ved efter et par minutter og lad det koge ind. Hak kapers groft, tilsæt dem sammen med ansjos, når vinen er fordampet. Lad det stege videre i 5 minutter, rør i panden en gang imellem. Giv det lidt salt og noget friskkværnet peber. Hvis det bliver for tørt, må du spæde til med lidt vin eller bouillon. Tag panden af varmen. Blend det hele sammen, ikke for fint, smag til med Marsala, fløde og salt og peber.

Anret på de ristede brødskiver og server med et drys finthakket persille og lidt friskrevet parmesan ovenpå. Hvis ikke du har Marsala i barskabet, så led efter sherry, cognac eller brandy.

crostini med gedeost & ricotta

Friskt og smukt. Smag af forår og sommer. Disse enkle og velsmagende crostini passer fortrinligt til kolde hvidvine og til liflige rosévine – og til søde venner i huset.

1 PORTION
Gedeost, blød og cremet, 6 spsk
Ricotta, 3 spsk
Radiser, 1 bdt
Purløg, 1 lille bdt
Flagesalt
Friskkværnet peber
Ristede brødskiver

Rør gedeost og ricotta godt sammen, smag til med salt og peber. Snit radiser fint og hak purløg fint. Vend det sammen med cremen. Anret på de ristede brødskiver, server gerne med lidt ekstra radise og purløg.

Du kan erstatte gedeost med rygeost, det går rigtig godt sammen med ­radise og purløg. Du kan også med held bruge hytteost i stedet for ricotta. Hvis der er sæson for friske ærter, så vend en god håndfuld af dem i.

crostini med tomat & basilikum

En hel enkel og lækker crostini. Find nogle gode modne tomater; små eller store, cherry eller bøf. Bland med sprøde basilikumblade og fintsnittet hvidløg. Vend det med din allerbedste extra jomfru olivenolie – så vil du gøre selv en italiensk gæst glad og velfornøjet!

1 PORTION
Tomater, 4-5 stk
Hvidløg, 1 fed
Basilikum, en lille håndfuld
Extra jomfruolivenolie, 2 spsk
Flagesalt
Friskkværnet peber
Ristede brødskiver

Skyl tomater, skær dem i små stykker. Lad dem gerne dryppe lidt af, så saft løber fra. Snit hvidløget helt fint.

Vend tomater, hvidløg og basilikumblade sammen med olivenolien, smag til med salt og friskkværnet peber. Lad det gerne stå og trække en halv times tid.

Læg tomatblandingen på ristet brød, drys med lidt ekstra salt og sprinkl med lidt extra olivenolie.

_MG_3692-crostini2-780px
Et udvalg af crostini fra “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“. Foto Malthe Ivarsson