Opskrift 25.03.2024
Salat med blomkål & byg
En salat med blomkål. Den er allerbedst, når du har friske, sprøde, knitrende blomkål. Blomkålen skærer du i fine, tynde skiver, blander med sprøde, farverige salatblade – og med ristet byg, der både giver smag og fylde til salaten.
Dressingen er frisk, syrlig og smager af sommer. Den er god med mange andre sommerlige salater også.
Du kan servere blomkålssalaten som en forret, som tilbehør til aftensmaden – eller lave en stor tallerken til en smuk, mættende og sund frokostret.
salat med blomkål & byg
Opskrift fra “Spis & Strik“. Camillos Køkken
4 PERSONER
Blomkål, 1 stor
Salatblade, blandede, to håndfulde
Forårsløg, 3 stk
Byg, hel, 100 g
Vand, 3 dl
Extra jomfruolivenolie, 1 spsk
Smør, ½ spsk
Flagesalt
Friskkværnet peber
Dressing
Persille, en stor håndfuld
Citronsaft, ½ dl
Extra jomfruolivenolie, 1 dl
Flagesalt
Friskkværnet peber
Skyl bygkornene for støv og snavs. Kog dem ved svag varme i usaltet vand i cirka 25-30 minutter under låg. Hæld evt. en smule vand ved undervejs. Lad bygkornene hvile under låg et kvarters tid. Du kan også koge dem en dag eller to i forvejen.
Varm olivenolie og smør op på en pande, steg bygkornene, indtil de får en smuk gylden farve, drys med salt og peber undervejs. Lad bygkornene køle af.
Skyl persillen, og blend den sammen med citronsaften, tilsæt olivenolien gradvist. Smag til med salt og peber, evt. mere citronsaft. Dressingen skal være frisk og syrlig – og må gerne smage meget af persille.
Skyl blomkål, og skær den i tynde, fine skiver – eller del den i små buketter. Skyl salatbladene, tør dem godt. Skyl forårsløg, og snit dem i tynde ringe.
Bland blomkål, salatblade, forårsløg og byg (gem lidt byg til at pynte med) sammen i en stor skål. Bland dressingen i, og vend godt rundt, så hele salaten er dækket af dressingen.
Anret på et stort fad eller på tallerkner – drys de sidste bygkorn ud over salaten.
Tip: Byg er nærende og utroligt velsmagende. Den findes i masser af variationer, prøv dig frem. De forskellige varianter kan godt variere i kogetider, bygkornene er perfekte, når de lige har lidt ‘bid’. Du kan også sagtens bruge spelt, hvede, emmer, enkorn eller fuldkornsris til blomkålssalaten.