Opskrift 03.02.2024
Polpette – italienske kødboller
En italiensk frikadelle! En dejlig lille sag at have på dit ‘menukort’, der er noget friskt og sommerligt over de skønne, lette polpetter, der passer utroligt godt til sæsonens friske, grønne sager.
Polpette
Opskrift fra ‘Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’.
4 PERSONER
Grise- og kalvekød, hakket, 400 g
Lyst brød, daggammelt, 2 skiver uden skorpe
Mælk, 2 dl
Æg, 1 stk
Mel, 1 spsk
Salt, 1 tsk
Peber, friskkværnet, 1 tsk
Løg, 1 stk,
Forårsløg, 2-3 stk
Hvidløg, 1-2 fed
Oregano, tørret, 1 tsk
Citron, skallen af 1 økologisk
Friskrevet pecorino eller parmesan, ca. 40-50 g
Smør, 1 spsk
Extra jomfruolivenolie, 2 spsk
Hvidvin, 2 dl
Citronsaft, af 1 økologisk
Laurbærblade, 4-5 stk
Bredbladet persille, ½ bdt
Flagesalt
Friskkværnet peber
Bryd brødet i små stykker, og lad det trække i mælken i et kvarters tid i en skål. Mos igennem med en gaffel. Læg kødet i en stor skål, og rør det godt igennem med salt og peber med en grydeske, tilsæt æg, mel, mælk og brød.
Hak og snit løg, forårsløg og hvidløg fint og rør det i farsen sammen med oregano. Riv citronskal og pecorino fint, og rør også det i farsen. Brug gerne fingrene til at få det blandet godt sammen. Lad farsen hvile en halv times tid.
Form farsen til små kødboller – varm olie og smør op i en pande med høj kant, steg bollerne gyldne heri ved middel varme. Vend dem forsigtigt rundt. Hæld hvidvin ved, tilsæt laurbærblade, og lad retten simre ved svag varme og lad væsken koge lidt ind, cirka 10-15 minutter. Tilsæt citronsaften de sidste par minutter. Hak persillen og drys over polpetterne.
Tilbehør? Små, gode, kogte kartofler, gammeldags brasede eller nymodens råstegte kartofler. Dampede spidskål, lynstegte beder, dampede blomkål og broccoli vil også være rigtigt godt. Hvis du supplerer med små grønne ærter, er den hjemme. Du kan også lige lynstege et fintsnittet spidskål på en meget varm pande i lidt olie, smage til med salt og friskkværnet peber og servere det på et fad til dine polpetter.
Opskriften er fra “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“ – tjek den og vores andre kogebøger ud.