søg
Vores blog
Vores blog
Følg livet i Camillos Køkken; nyheder, events, aktiviteter, eksperimenter, rejser og læs klummer

Blogpost 27.06.2024

Luksuøs middag i Jens Bangs Stenhus i Aalborg

Nordjyske Museer og Camillos Køkken inviterer til en unik og luksuøs madoplevelse omgivet af historisk og fortryllende stemning.

I anledning af 400-året for opførelsen af Jens Bangs Stenhus i Aalborg kan du 31. august komme med til en enestående og eksklusiv middag med sjove og overraskende indslag om husets lange historie. En historie, der blandt andet indbefatter det flere hundrede år gamle Svane Apotek, der havde til huse i Jens Bangs Stenhus helt frem til 2013.

Du skal dog være hurtigt ude, hvis du vil sikre dig en af de kun 16 pladser til middagen, der afholdes i Apotekersamlingen helt oppe på loftet af Jens Bangs Stenhus.

De seks serveringer på menuen til jubilæumsmiddagen bevæger sig frit frem og tilbage i tid. Vi er dykket ned i, hvad der fandtes i Svane Apotekets lagre i 1600- og 1700-tallet, fx safran, korianderfrø, sennepsfrø, kardemomme, ansjos og urter. Vi er herudover inspireret af alt det gode fra det italienske og det danske køkken, og går på jagt efter sensommerens lokkende råvarer.

Menuen ser således ud:

  • Foccacia / ansjos / smør
  • Merluzzo in agrodolce
  • Pancetta / nye æbler / urter
  • Blæksprutte / kartoffel / rødløg / chilimayo
  • Risotto Estivo e Zaffarano
  • Vanilleis / sensommerbær
  • Apotekersamlingens bedste bolsje
    (ret til justeringer og ændringer forbeholdes)

Vi serverer en udsøgt vinmenu til, som suppleres med smagsprøver fra Apotekersamlingen. Apotekeren i stenhuset solgte meget andet end medicin, han var også specialkøbmand for luksusvarer som eksotiske krydderier og var landsdelens største vinhandler med lageret fuld af vine fra alle de store vinlande.

Før middagen vil konservator og museumsinspektør fra Nordjyske Museer Per Hadsund vise rundt i Apotekersamlingen, fortælle om apotekerens eksotiske varelager og udfordre gæsternes sanser med prøver på fortidens medicin.

Under middagen bliver gæsterne underholdt af Jakob Ørnbjerg, forfatter bag den nye bog ”Købmanden, apotekeren og enkerne”, med gode og kulørte historier om livet i huset og fejderne i apotekets skænkestue – og naturligvis af Camillos Køkken, der fortæller om maden, de enkelte retter og deres mange oplevelser med måltidet i centrum.

Denne enestående middag – inklusiv det hele – koster kr. 1624 (regn selv ud hvilket år huset blev bygget) – tilmelding på dette link

Mere info hos Nordjyske Museer her link [Middagen er nu udsolgt].

jensbangs780web
Jens Bangs Stenhus Aalborg. Foto Nordjyske Museer.

Camillos Køkken er et pop-up køkken, der dukker op med middage, events, salonaftener, chef’s table og meget mere. Det hele simrer omkring temaet “mad, der får folk til at tale med hinanden”.

De har ‘poppet’ op i næsten 15 år under navnet Camillo. Det startede med pop-up-middage i København efterfulgt af masser af middage over et årti i Berlin. Krydret med middage og events i Italien, Schweiz, Bogota, Mallorca og Danmark. I fire år (2019-2022) drev de sommerrestaurant i Tversted, Danmark.

Maden i Camillos Køkken er dybt inspireret af det italienske køkken, der er også stor glæde ved og nysgerrighed for det franske og det danske, faktisk for hele verdenskøkkenet. Sanserne er rettet mod gode råvarer, masser af smag, kvalitet og en kreativ og legesyg tilgang til mad.

Camillos Køkken har skabt, skrevet, designet og udgivet tre kogebøger; “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“, “Spis & Strik“ og “Camillos fornemmelse for sommer“·

20210504_CamilloSommer_5906cut-web
En sommerdessert i Camillos Køkken. Foto Malthe Ivarsson
260324-Raum0-021-web-cut
Camillo & Marietta i Camillos Køkken / Camillo’s Kitchen Lab Berlin. Foto Mark EJ Garner