Nu har jeg igen haft glæden ved at skrive en ny Camillo-klumme til POV International – det fine, danske netmedie – denne gang om asparges. Det er nemlig nu – og nogle uger frem – du skal spise asparges, indtil du revner. Sæsonen slutter til Sct. Hans.
Her er et lille uddrag fra klummen, der også indeholder tre dejlige opskrifter, hvor asparges selvfølgelig spiller den altdominerende hovedrolle. Opskrifterne – og resten af klummen – finder du hos POV (link nederst på siden).
På POV kan du finde masser af gode artikler skrevet af dygtige mennesker.
Uddrag fra klummen: “Nu er vi midt i aspargessæsonen igen. Ved enhver god anledning serveres der asparges i mit køkken, og efter en tur ud til Beelitz forleden, er der masser af skønne, friske asparges, både hvide og grønne, der skal tilberedes og spises de kommende dage.
Derude kan man køre fra gård til gård, købe asparges i forskellige tykkelser, i forskellige sorteringer, selv de knækkede kan du købe, billigt og meget velegnede hvis du alligevel skal proppe dem ned i en tartelet eller måske sylte til senere fornøjelse.
Overalt er der ‘Spargelzeit’, og der bydes på asparges i mange, meget klassiske holdopstillinger: Med hollandaise eller med brunet smør og sammen med enten en wienerschnitzel, en skindstegt fisk eller med et stykke skinke.”
De tre opskrifter, der hylder, værdsætter og gør sig umage med de skønne asparges er; Camillo-klassikeren med hvide asparges i smør; stegte grønne asparges med polenta og parmesan og til sidst en anden klassiker; asparges vinaigrette.
Læs mere hos POV – følg dette link
Ny Camillo-klumme i POV International om risotto, nærvær, detaljer, råvarer, hverdag, risottokurser og kunsten at kunne lave en ordentlig risotto. Her et lille uddrag fra klummen, resten kan du frit læse hos POV. Der finder du også to dejlige risotto-opskrifter fra Camillos Køkken; aspargesrisotto og risotto med ærter og pancetta.
Fra POV: “Risotto er den klassiske ret, den elegante ret, den som får speciel opmærksomhed. Der bliver kælet for detaljer, og der bliver kigget nøje på råvarerne.
Risotto kræver dit nærvær og en smule af din tid – til gengæld bliver du belønnet med store smil fra dine gæster og din familie, når du har været i risottokøkkenet. Det er faktisk utroligt nemt at lave risotto, når du lige har fået styr på det… Konsistens, tekstur og gode råvarer er ultimativt i forhold til en lækker risotto – sammen med tid, tålmodighed og årvågenhed: Det er jo en meget enkel ret, der er ikke noget gulvtæppe at feje noget ind under. Det, du ser, det, du smager, det er det, du får.
Risottoen er din gode, alsidige ven, den kan serveres hele året rundt. Du kan starte med at spejde ud ad køkkenvinduet og tjekke hvilken sæson det er. Er der sæson for asparges, så er du allerede halvvejs med et festmåltid. Er der friske ærter, ramsløg eller måske spæd spinat? Blomkål, broccoli eller solmodne tomater? Eller små, nye zucchini? Du kan også gå på jagt efter lækre, friske svampe.”
Læs resten af klummen hos POV – link her