Under overskriften ‘Der findes utallige gode madoplevelser med langøre’ finder du en ny Camillo-klumme i POV International. Udover at berøre smag, klimavenlighed, hvor man finder en kanin, døden, gode og en mere tvivlsom oplevelse, finder du også to meget dejlige opskrifter i klummen.
Uddrag fra klummen; “Kanin & dijonsennep’ er en af de mere populære opskrifter fra Camillo-universet, sådan en af dem hvor venner, bekendte og fremmede – for at glæde mig – stolt sender billeder, når de står i køkkenet, ofte med et glas vin, og tilbereder denne meget dejlige ret, hvor kanin og dijonsennep spiller hovedrollerne.
En lige så god ret fra mit køkken er ‘Kanin – sweet, sour & Sicily’, en vidunderlig gryde, hvor kanin, løg og grønne oliven er centrum i en balanceakt mellem en rødvinsmarinade og eddike på den ene side og rosiner, sukker og pinjekerner på den anden side.”
“Det fine, velsmagende og sarte kød fra kaninen er noget helt for sig selv. Det er ikke som andet kød, ikke som den mere vilde smag i hare – heller ikke som kyllingen, som man ofte sammenligner med.”
“Kanin er utroligt populært i Sydeuropa, næsten altid på kortet på franske, spanske, græske, italienske, selv tyske restauranter. Lapin, conejo, coniglio, kaninchen og rabbit, som de kalder det lille dyr ude i udlandet.”