søg

Vi er hyret til en helt særlig aften, “Forsvundne måltider“, en middag arrangeret af Kulturselskabet og Hald Hovedgård. Her skal gæsterne både tale om litteraturhistorien – og smage på den. Middagen foregår på Hald Hovedgård – som er et skriverefugium for danske og nordiske forfattere og oversættere – fredag 27. februar kl. 17.30.

Vi går på jagt i litteraturen og i værket “Genfundne måltider fra den fortabte generation” – og vil sammensætte en tre-retters menu. Største udfordring her bliver vist at vælge og begrænse sig.

Anders Kristensen fra Kulturselskabet fungerer som moderator og introducerer aftenens temaer gennem historiske anekdoter. Camillos Køkken vil præsentere aftenens menu – og ivrigt sekundere med fortællinger fra gastronomiens verden

Forfatter og billedkunstner William Eglite, der er på arbejdsophold på Hald Hovedgård, vil i løbet af aftenen fortælle om sit forfatterskab og sin kunstneriske praksis.

IMG_3842WEB-maaltider780px

Arrangementet tager afsæt i bogen “Genfundne måltider fra den fortabte generation” (1995), hvor forfatteren Suzanne Rodriguez-Hunter kortlægger de kulinariske scener i mellemkrigstidens Paris ved at samle og formidle nogle af de retter, som forfattere som Hemingway og Fitzgerald og mange andre beskrev i deres værker, i dagbøger og i korrespondancer med venner, familie og kollegaer.

Bogen kombinerer litteraturhistorie med konkrete opskrifter og anekdoter fra de caféer og saloner, hvor den moderne litteratur blev formet – ofte over et måltid mad og nogle glas vin.  

Der er et begrænset antal pladser til arrangementet.

Hald Hovedgård ligger ved Viborg – så ved du også det.

Billetter hos billetto – følg dette link ud i verden.

porrer-web780
Foto Malthe Ivarsson

Allerede i vores første kogebog “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“ var vi inde på det med mad og litteratur – og Hemingway. Her en opskrift fra kogebogen:

hemingways porrer

Læste engang for mange år siden i en Hemingway-roman om en butler, der tilberedte marinerede, kolde porrer til hovedpersonen (sikkert Hemingway). Porrerne fik han ofte serveret om formiddagen, om lørdagen fik han undtagelsesvis lov til at få en iskold øl til. Det var beskrevet så detaljeret, så levende og så lækkert, at jeg næsten kunne smage det – jeg måtte i køkkenet for at udvikle min version af de marinerede porrer. Retten egner sig fortrinligt til forret og frokostret – eller som til tilbehør til fx saltimbocca di pollo, polpetter eller koteletter af gris.

4 PERSONER
Porrer, 4-8 stk, tynde
Groft salt, 1 spsk

Vinaigrette/marinade
Extra jomfruolivenolie, 5 spsk
Hvidvinseddike, 2 spsk
Dijonsennep, 1 spsk
Estragon, frisk, ½ bdt
Flagesalt
Friskkværnet peber

Skær bund og top af porrerne, rens og skyl dem forsigtigt. Del porrerne i 2 eller 3 på tværs. Sæt en gryde med vand over på blusset, tilsæt salt, når vandet koger og skru ned. Læg nænsomt porrerne i vandet og lad dem koge ved svag varme i 5-6 minutter. Fisk dem op, og læg dem i iskoldt vand (for at stoppe kogningen) i kort tid. Læg porrerne på et rent viskestykke, og lad dem køle af.

Lav imens vinaigretten; pisk eddike og køkkenvarm sennep sammen, pisk langsomt olien i, indtil vinaigretten har en tyktflydende konsistens. Smag til med salt og peber. Pil estragonbladene af stilkene og snit dem fint – rør halvdelen i vinaigretten.

Læg de kolde porrer på et smukt fad, hæld vinaigretten over og lad dem stå og trække i en halv times tid – server med den sidste del estragon over.

TIP: Hvis ikke du finder estragon, så kan du bruge finthakket persille i stedet.