søg

en måde at arbejde på

Camillo’s Kitchen Lab

20210422_CamilloSommer_2287-1240x826
Foto Malthe Ivarsson

For mange år siden drømte vi om at skabe en række lab’s rundt omkring i Europa. Idéen startede i Zürich, Schweiz – her var det planen at leje et kontor, etablere et køkken og en ‘køkken-ø’ i midten af rummet, have arbejdsborde rundt omkring, og langs væggene skulle der står mac-computere til at arbejde på (det var før man fandt på at skabe de bærbare computere, som de fleste af os arbejder på i dag).

Der skulle være whiteboards, flipcharts, tegnepapir, gode tuscher, og plads til at tænke, tale og udvikle gode idéer. Drømmen var, at der også skulle være et lab i København, et i Berlin, gerne også flere spændende byer rundt omkring. Her skulle medlemmer af ‘kitchen lab’ så kunne arbejde, når de enten var i den ene eller den anden by. En lokal vært skulle sammen med Camillo stå for mad og værtskab, når det var møder og den slags. Ellers skulle medlemmerne selv kunne lave mad når de havde lyst til det. Handle på det lokale marked, slynge gode pastaretter og smukke grøntsager på bordet, invitere samarbejdspartnere forbi til møde og mad.

For os er det at lave mad, invitere til bords og dele et godt måltid så tæt forbundet med den kreative proces, det at skabe og at udvikle projekter.

Projektet landede ikke i den oprindelige form. Travlhed og andre gode projekter overhalede – men vi købte en stak kitchenlab-web-domæner. Og uden vi egentlig selv vidste det, skabte vi over årene i Berlin et ‘kitchen lab’. Et sted som vi både kalder Lower East Lab (som huser vores design-firma) og Camillo’s Kitchen Lab (som er stedet for middage og events, for udvikling af retter og menuer, her bliver vores kogebøger skrevet, designet, illustreret og alle retterne til bøgerne fotograferet).

I dag er ‘kitchen lab’ både et sted i Berlin og også en måde at arbejde på for os. Det er i den ånd vi udvikler og skaber, og det er også her vi inviterer samarbejdspartnere og legekammerater indenfor til co-creation.

Vi drømmer faktisk om at skabe et tilsvarende sted i København eller omegn. Og leder efter det rette sted at gøre det. Så måske den ‘gamle’ drøm alligevel ender med at blive indfriet.

PS: Har du et ledigt lokale, et godt tip – eller har lyst til at være med, enten i ‘Greater Copenhagen’ eller i Berlin, hører vi meget gerne fra dig.
camillo@camilloskitchen.com

CW-kalender-b780xh580px-web
Foto Malthe Ivarsson, illustrationer Helle Marietta
IMG_7444labweb-1240px
Camillo’s Kitchen Lab / Lower East Lab Berlin. Foto Jørgen Smidstrup
IMG_7492labweb-1240px
Camillo’s Kitchen Lab / Lower East Lab Berlin. Foto Jørgen Smidstrup