søg

Den sidste uge i august er der Nordjysk Madfestival i Aalborg og omegn – derfor var vi igen i år i den nordjyske hovedstad, hvor vi i år havde tre middage og events på programmet.

Først vores italienske familiemiddag “Carlo & Camillo“. For tredje år i træk gæstede vi den ægte italiener Carlo i hans restaurant TraPo i Aalborg. Her havde vi omkring 50 gæster til en en utrolig hyggelig søndag eftermiddag i famillemiddagens skær. Med på holdet i år havde vi også Luigi D’Ambrosio, også en rigtig italiener – han berettede levende om, hvordan familiemiddagene egentlig foregår i Italien og også om, hvorfor søndagsmiddagene er så højt skattede i støvlelandet.

carlocamillo-trilogi-sammen-web
Carlo & Camillo – italiensk familiemiddag

Nogle dage senere gæstede vi Café Ulla Terkelsen London – her dukkede 56 strikkeglade kvinder op til “Strik, snacks & snak“. Lystigt modereret af Jeanett Kaare – og sekunderet af Birgitte fra Garncafé Madsine og af Camillo & Marietta. Et meget dejligt arrangement – med masser af snak, snacks og strik som lovet – som gæsterne krævede at vi gentog snarest.

IMG_0551-web-strik
Café Ulla Terkelsen London – før
IMG_0575web-strik
Café Ulla Terkelsen London – undervejs
IMG_0577webStrik
Strik, snacks & snak på Café Ulla Terkelsen London, Aalborg

Sidste middag i Aalborg var en eksklusiv middag på loftet af Jens Bangs Stenhus, i anledning af husets 400-års jubilæum. I samarbejde med Nordjyske Muséer havde vi inviteret til en seks-retters middag oppe under taget i det gamle hus. En meget dejlig aften for alle involverede.

js-pouring-wine
Gæster om fem minutter…

Nordjyske Museer og Camillos Køkken inviterer til en unik og luksuøs madoplevelse omgivet af historisk og fortryllende stemning.

I anledning af 400-året for opførelsen af Jens Bangs Stenhus i Aalborg kan du 31. august komme med til en enestående og eksklusiv middag med sjove og overraskende indslag om husets lange historie. En historie, der blandt andet indbefatter det flere hundrede år gamle Svane Apotek, der havde til huse i Jens Bangs Stenhus helt frem til 2013.

Du skal dog være hurtigt ude, hvis du vil sikre dig en af de kun 16 pladser til middagen, der afholdes i Apotekersamlingen helt oppe på loftet af Jens Bangs Stenhus.

De seks serveringer på menuen til jubilæumsmiddagen bevæger sig frit frem og tilbage i tid. Vi er dykket ned i, hvad der fandtes i Svane Apotekets lagre i 1600- og 1700-tallet, fx safran, korianderfrø, sennepsfrø, kardemomme, ansjos og urter. Vi er herudover inspireret af alt det gode fra det italienske og det danske køkken, og går på jagt efter sensommerens lokkende råvarer.

Menuen ser således ud:

  • Foccacia / ansjos / smør
  • Merluzzo in agrodolce
  • Pancetta / nye æbler / urter
  • Blæksprutte / kartoffel / rødløg / chilimayo
  • Risotto Estivo e Zaffarano
  • Vanilleis / sensommerbær
  • Apotekersamlingens bedste bolsje
    (ret til justeringer og ændringer forbeholdes)

Vi serverer en udsøgt vinmenu til, som suppleres med smagsprøver fra Apotekersamlingen. Apotekeren i stenhuset solgte meget andet end medicin, han var også specialkøbmand for luksusvarer som eksotiske krydderier og var landsdelens største vinhandler med lageret fuld af vine fra alle de store vinlande.

Før middagen vil konservator og museumsinspektør fra Nordjyske Museer Per Hadsund vise rundt i Apotekersamlingen, fortælle om apotekerens eksotiske varelager og udfordre gæsternes sanser med prøver på fortidens medicin.

Under middagen bliver gæsterne underholdt af Jakob Ørnbjerg, forfatter bag den nye bog ”Købmanden, apotekeren og enkerne”, med gode og kulørte historier om livet i huset og fejderne i apotekets skænkestue – og naturligvis af Camillos Køkken, der fortæller om maden, de enkelte retter og deres mange oplevelser med måltidet i centrum.

Denne enestående middag – inklusiv det hele – koster kr. 1624 (regn selv ud hvilket år huset blev bygget) – tilmelding på dette link

Mere info hos Nordjyske Museer her link [Middagen er nu udsolgt].

jensbangs780web
Jens Bangs Stenhus Aalborg. Foto Nordjyske Museer.

Camillos Køkken er et pop-up køkken, der dukker op med middage, events, salonaftener, chef’s table og meget mere. Det hele simrer omkring temaet “mad, der får folk til at tale med hinanden”.

De har ‘poppet’ op i næsten 15 år under navnet Camillo. Det startede med pop-up-middage i København efterfulgt af masser af middage over et årti i Berlin. Krydret med middage og events i Italien, Schweiz, Bogota, Mallorca og Danmark. I fire år (2019-2022) drev de sommerrestaurant i Tversted, Danmark.

Maden i Camillos Køkken er dybt inspireret af det italienske køkken, der er også stor glæde ved og nysgerrighed for det franske og det danske, faktisk for hele verdenskøkkenet. Sanserne er rettet mod gode råvarer, masser af smag, kvalitet og en kreativ og legesyg tilgang til mad.

Camillos Køkken har skabt, skrevet, designet og udgivet tre kogebøger; “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“, “Spis & Strik“ og “Camillos fornemmelse for sommer“·

20210504_CamilloSommer_5906cut-web
En sommerdessert i Camillos Køkken. Foto Malthe Ivarsson
260324-Raum0-021-web-cut
Camillo & Marietta i Camillos Køkken / Camillo’s Kitchen Lab Berlin. Foto Mark EJ Garner