Morning Mess

Camillos opskrifter. Corona eller ej, ude eller hjemme. Du skal ha’ noget godt mad. Denne morgen – eller hvilken som helst god morgen – kan du lave Camillos ‘morning mess’. Til gode tider, krævende tider og lystige stunder, deler vi en række lækre, nemme, livgivende, opmuntrende opskrifter fra Camillos verden – til glæde og til inspiration.

Tomater i Italien. Foto Jørgen Smidstrup

Et smukt, sundt og nærende ‘morning mess’. En fyldig ‘brunch-salat’ er det vel. Nemt at bikse sammen på en søvnig weekendmorgen. Serveret enten som en selvstændig ret, eller på brunchbordet sammen med andre gode retter. Skru op og ned for ingredienserne, som du lyster og som køleskabet tilbyder. Sørg for gode, modne tomater og ferskner, der smager af noget.

#

Opskrift fra ‘Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’.

4 personer
Daggammelt lyst brød, 3-4 skiver
Tomater, store, 4-5 stk
Ferskner, nektariner eller bjergferskner, 2-3 stk
Løg, 1 stk (rødt eller gult)
Avocado, 2 stk
Salat, 2 store håndfulde (rucola, feldsalat eller romaine)
Citronskal, fra 1 økologisk citron
Citronsaft, fra ½ citron
Extra jomfruolivenolie, ca. 3 spsk
Balsamico, et par skvæt
Flagesalt, ca. 1 tsk
Friskkværnet peber

Rist brødskiverne sprøde på en tør pande. De må gerne få lidt farve. Lad dem køle lidt af.

Skyl tomaterne, skær dem i grove stykker. Skyl ferskner og skær dem i tilsvarende stykker. Snit løget i tynde ringe. Vend tomater, ferskner og løg sammen i en skål sammen med salt og peber.

Skær avocadoerne i tynde skiver. Skyl salaten, tør den godt. Vend salat og avocado sammen med tomatblandingen – riv citronskal over. Pres citron­saften og hæld den over. Vend godt rundt.

Bryd brødet i grove stykker, vend det i skålen. Anret blandingen på et stort fad – hæld olivenolien over og stænk med balsamico. Klar til servering, nyd din brunch med familie og venner.

TIP
Hvis køleskabet gemmer på lidt kyllingekød eller lidt kogt eller lufttørret skinke, så kan du blande det i. Hvis der er sæson for grønne asparges, så grill et par stykker og vend i. Friske ærter vil også være et hit. Har du ikke fundet modne ferskner, kan gode blommer ‘do the job’.

Camillo in his kitchen. Photo Malthe Ivarsson
When you have lovely neighbors. Photo Malthe Ivarsson


Comments are closed.