Gulerodssuppe

Camillos-bliv-hjemme-service. I dag kan du lave Camillos gulerodssuppe, også kendt under navnet Blue Monday Soup. Den smager dejligt, så lav endelig en stor portion – og husk at stikke en tallerken suppe ind til naboen også. I denne svære tid, deler vi en række gode, nemme, lækre, livgivende, trøstende opskrifter fra Camillos verden – til glæde og til inspiration. Brug dem i aften, i morgen, til weekenden. Stay home, stay healthy!

Mandags-omsorgs-billede fra Palermo, Italy. Foto Jørgen Smidstrup

Opskrift fra “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“.

Kender du det? Det er blevet mandag, du er helt nede på sokkeholderne, alt går dig på og alle støjer lidt for meget. Du har spist godt henover weekenden, du har helt sikkert drukket lidt for meget vin eller andre stærke sager. Du var i godt humør både fredag og lørdag, du var egentlig ret sjov, især lørdag lo og smilede alle omkring dig. I dag er det mandag, du synes ikke engang selv, at du er særlig sjov mere… Du må i køkkenet for at lave en helende og styrkende suppe; en gulerodssuppe, kendt i Camillos Køkken under navnet Blue Monday Soup. Gulerodssuppen er meget nem at lave og smager skønt – med et godt, lille bid fra chilien. Den fungerer som en skøn forret, både når der er gæster i huset og til stille hverdagsaftener, og den virker lige præcis styrkende som en god solid hovedret. Server med sprøde knækbrød eller nogle skiver ristet groft brød til.

#

4 personer (hovedret)
6 personer (forret)
Gulerødder, 750 g
Kartofler, 200 g
Skalotteløg, 2 små
Rød chili, ½-1
Extra jomfruolivenolie, 3 spsk
Salt, 2 tsk
Grøntsagsfond, hønsefond eller vand, ca. 1½ ltr
Frisk basilikum, merian, timian eller koriander, 1 lille håndfuld

Skræl gulerødderne og kartoflerne og skær dem i grove stykker. Pil skalotteløgene og snit dem, snit chilien fint. Varm olien op i en tykbundet gryde, svits gulerødder, kartofler, skalotteløg og chili heri. Tilsæt salt. Rør rundt af og til og lad det svitse i cirka 5-10 minutter. Tilsæt fond og bring suppen i kog. Skru ned og lad simre i en halv times tid.

Lad suppen køle en smule af og blend den (i din blender eller med stavblender). Varm suppen op igen i gryden, smag til med salt og eventuelt lidt cayennepeber eller lidt tørret chili. Tilsæt en smule mere fond eller vand, hvis suppen er blevet for tyk.

Hak krydderurterne fint. Server suppen i en stor skål eller i 4 små suppe-tallerkner, sprinkl med lidt af din extra gode jomfru-olivenolie og et smukt drys af det grønne.

#

TIP
En stak hjemmebagte knækbrød (side 324, hvis du har kogebogen allerede) eller grydebrødet (side 317) vil begge være meget velegnede til suppen. Du kan også bage et dejligt foccacia og servere sammen med suppen – opskrift her.

Suppen er virkelig god med en lidt fed hønsefond, der smager så godt sammen med den lidt søde smag fra gulerod og det lille svirp fra chili. Jeg har også til en stor fødselsdagsfest haft stort held med at bruge en fed gåsefond til suppen. Der var stille jubel og anerkendende nik fra gæsterne.

En buket af gulerødder. Foto Jørgen Smidstrup


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *