Ymerfromage

Camillo’s Stay Home & Stay Healthy Service. I dag og hele påsken kan du lave en lækker, old school ymerfromage, til alle dem du holder af, måske kan du også lide naboen? I denne svære tid, deler vi en række gode, nemme, lækre, livgivende, trøstende opskrifter fra Camillos verden – til glæde og til inspiration.

Old School ymerfromage. Foto Malthe Ivarsson

Old School ymerfromage. Den var hot i 80’erne. Den har helt sikkert været hot endnu før, nok før begrebet hot var hot. Tag ymerfromagen frem fra glemsel og køleskabet igen. Den smager helt vidunderligt. Frisk og sommeragtigt. Find sæsonens bedste frugter og server til – og hvis det er for tidligt, så se efter i fryseren for gode bær.

#

Opskrift fra ‘Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’.

6-8 personer
Ymer, ½ ltr
Piskefløde, ¼ ltr
Vanille, ½ stang
Sukker, 3 spsk
Husblas, 4 blade

Sæsonens frugt og bær, ca. 250 g (blommer, pærer, jordbær, stikkels­bær, hindbær, kirsebær, brombær eller hvad du kan finde)
Rørsukker, 2 spsk
Mynte, ½ bdt

#

Skær frugt og bær i mundrette stykker, varm dem hurtigt igennem i en gryde eller på en pande sammen med 2 spsk sukker, vend rundt og lad frugtblandingen simre ganske kort, 3-4 minutter. Hæld frugten i en skål og stil det køligt indtil servering.

Læg husblassen i blød i cirka 5 minutter i koldt vand. Skrab vanillekornene af vanillestangen, rør kornene godt sammen med sukkeret i en stor skål, vend ymeren i skålen.

Tag husblassen op af vandet, smelt den i vandbad med det vand, der hænger ved. Lad den køle let af, ellers får du klumper i fromagen. Tilsæt husblassen til ymerblandingen lidt ad gangen i en tynd stråle, mens du rører godt rundt. Pisk fløden til flødeskum, og vend den i skålen med ymer – og rør forsigtigt rundt.

Hæld hele blandingen over i din fineste glasskål, og stil fromagen i køleskabet i et par timer eller mere. Pil mynte­bladene af stænglerne, hak dem fint og vend dem sammen med den afkølede frugt. Ved servering stiller du blot fromage og frugt på bordet.

Hvis du ønsker at portionsanrette, kan du hælde ymerblandingen direkte i små portionsglas, stille dem på køl et par timer. Server med en skefuld af frugten og lidt mynteblade ovenpå.

Tips
Prøv en variation af fromagen med meget finthakket citronskal fra en halv citron. Vend det i sammen med den piskede fløde.

Vandbad? Du stiller en lille glasskål i en lidt større gryde med lidt kogende vand i, og varmer forsigtigt husblassen op heri under omrøring.

Ymerfromage. Sådan lidt fra oven… Foto Malthe Ivarsson.
‘Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’. Foto Jørgen Smidstrup

Husk at du kan give kogebogen ‘Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’ til én du holder af. Lige nu (til og med påsken 2020) sender vi bogen lige derhen, hvor du ønsker. Vi betaler portoen, du betaler bogen, kr. 350. Skriv til camillo@camilloskitchen.com



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

%d bloggers like this: