Rødbeder, æble & gedeost

Camillo’s Stay Home & Stay Healthy Service. I dag kan du lave en lækker weekend-frokostret med rødbede og gedeost – det er også en rigtig god forret. Det er jeg helt sikker på naboen også synes. I denne svære tid, deler vi en række gode, nemme, lækre, livgivende, trøstende opskrifter fra Camillos verden – til glæde og til inspiration.

Rødbeder, æble & ged. Foto Malthe Ivarsson

#

Farverig og yderst velsmagende forret. Rødbeder er virkelig en gave til kogekunsten. Det kræver en sikker hånd at anrette forretten, det er da helt utroligt så meget farve, der kan være i en rødbede…

4 personer
Rødbeder, ca. 400 g, jo mindre rødbeder jo bedre
Hvidvins- eller æbleeddike, 1 spsk
Salt, 1 spsk

Rucola, 2 gode håndfulde
(alternativt feldsalat, babyspinat eller hvad der er frisk og sprødt)
Æble, 1 stk
Citronsaft, 1 spsk
Valnøddekerner, 1 lille håndfuld

Frisk gedeost, 4 skiver
Peberrod, 1 lille stykke

Dressing
Extra jomfruolivenolie, 4 spsk
Sesamolie (eller nøddeolie), 2 spsk
Dijonsennep, 2 tsk
Æbleeddike, 2 spsk
Flagesalt
Friskkværnet peber

Skyl rødbederne og kog dem med skræl i vand tilsat eddike og salt i 30-40 ­minutter. Hæld vandet fra og læg rødbederne i iskoldt vand. Efter kort tid kan du forholdsvist let gnubbe skrællen af. Når rødbederne er kølet af, ­skærer du dem i kvarte (hvis du har fundet små) eller i cirka en halv centimeter tynde skiver (hvis det ikke lykkedes).

Rist valnøddekernerne kort på en tør pande, drys dem med en smule salt. Vask salaten, tør den grundigt og riv større blade i mindre stykker. Skær ­æblet i kvarte, fjern kerne og blomst, skær æblebådene i små, fine tern. Vend dem med lidt citronsaft, så de ikke bliver brune.

Dressing: Rør sennep godt sammen med olivenolie og sesamolie, rør æble­eddiken i, smag til med salt og peber.

Vend halvdelen af dressingen sammen med rødbederne, den anden halvdel vender du med salaten. Anret på 4 frokosttallerkner. Læg først salatbladene, så forsigtigt rødbederne ovenpå. Læg en skive gedeost over og drys æbleternene og valnødderne henover. Riv lidt frisk peberrod henover rødbederne til sidst – og server straks.

Tips
Skift eventuelt valnødder ud med en blanding af ristede græskarkerner og mandler. Du kan også finde en god fetaost og bruge den i stedet for gedeosten.

Kogebogen ‘Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’. Foto Jørgen Smidstrup

Husk at du kan give kogebogen ‘Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken’ til én du holder af. Lige nu (til og med påsken 2020) sender vi bogen lige derhen, hvor du ønsker. Vi betaler portoen, du betaler bogen, kr. 350. Skriv til camillo@camilloskitchen.com



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

%d bloggers like this: