Pizza

Camillo’s Stay Home & Stay Healthy Service. I dag er pizza-dag! Bag en vidunderlig kartoffelpizza og en dejlig pizza med spinat og pancetta.

I denne svære tid, deler vi en række gode, nemme, lækre, livgivende, trøstende opskrifter fra Camillos verden – til glæde og til inspiration. Brug dem i aften, i morgen, til weekenden – hvis du har mulighed for det så lav en ekstra portion til naboen!

Baking pizza in Firenze. Photo Jørgen Smidstrup

På pizza-repertoiret i Camillos Køkken er der to helt sikre kort; pizza med kartoffel & rosmarin og pizza med spinat & pancetta – mere behøver jeg egentlig ikke – måske heller ikke dig, når du først har bagt og smagt de to, jeg præsenterer her.

Selv­følgelig skal du også eksperimentere lidt selv, med gode, tørrede tomater, med grillede auberginer, med oste, med gode svampe, med parma­skinke og rucola. Bare lov mig, at du tager en ingrediens ad gangen og prøver dig frem.

#

Fra kogebogen “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“.

Her er en opskrift på grundpizzadejen. Derefter følger opskrifter på de to pizzaer. Begge meget velegnede til aftensmad til familien, til en hurtig, lækker frokost – og helt suveræne som appetizere, når du engang må få gæster igen. Server rygende og alt for varme.

Pizzadej, 4 pizzaer
(4 x bradepander)
6-8 personer
Gær, 20 g
Vand, lunkent, 3 dl
Extra jomfruolivenolie, 2 spsk
Hvedemel, 375 g
Durummel, 100 g
Salt, 1 tsk
Sukker, 1 tsk

Opløs gæren i det lunkne vand i en stor skål, rør olivenolie ud heri. Tilsæt hvedemel, durummel, salt og sukker og ælt det godt igennem i 10 minutters tid. Dejen skal være smidig og må godt klistre lidt. Lad dejen hvile tildækket i en times tid eller to på køkkenbordet – eller længere i køleskabet.

Del dejen i 4 boller. Drys lidt mel ud på bordet og rul hver portion ud med en kagerulle eller en pastarulle til en tynd pizzabund. Jo tyndere, jo sprødere pizzabund.

Pizza med kartoffel & rosmarin. Foto Malthe Ivarsson

Pizza med kartoffel & rosmarin

2 pizzaer
½ portion pizzadej
Kartofler, 200 g
Mozzarella, 100-125 g
Mascarpone, 50 g
Extra jomfruolivenolie, 4-5 spsk
Rosmarin, kviste fra 2-3 stilke
Flagesalt
Friskkværnet peber

Tænd ovnen på 250 grader varmluft (eller tjek om din ovn har en pizza-indstilling).

Fordel mascarpone i et tyndt lag på de 2 udrullede pizzabunde næsten helt ud til ­kanten. Skær de rå kartofler helt, helt tyndt, allerbedst på mandolinjern eller prøv på rivejernet (og pas godt på dine fingre). Pil ­rosmarinen af stilkene og hak dem groft. Del et lag ­kartofler fint ud over hele pizzaen, lad mozzarellaen dryppe godt af og smuldr den udover kartoflerne, hæld lidt god olivenolie på og drys med rosmarin. Kværn peber over og drys med salt. Bag i den forvarmede ovn i cirka 10 minutter, og server rygende varm, gerne skåret i stykker på et stort bræt midt på bordet.

Pizza med spinat & pancetta. Foto Malthe Ivarsson

Pizza med spinat & pancetta

2 pizzaer
½ portion pizzadej
Frisk spinat, 200 g
Hvidløg, 2 fed
Mascarpone, 100 g
Mozzarella, 125 g
Pancetta, 50 g, tynde skiver
Extra jomfruolivenolie, 2-3 spsk
Muskatnød
Flagesalt
Friskkværnet peber

Tænd ovnen på 250 grader varmluft (eller tjek om din ovn har en pizza-indstilling).

Skyl og rens spinat. Blancher ganske kort i cirka 1 dl. kogende vand. Lad spinaten dryppe godt af i en sigte. Smag til med salt. Del mozzarella i små stykker med fingrene, og lad dem dryppe godt af også. Snit hvidløgene i fine, tynde skiver.

Fordel mascarpone i et tyndt lag på de udrullede pizzabunde næsten helt ud til kanten. Fordel spinat og hvidløg ud over pizzaerne. Riv lidt muskatnød hen­over. Fordel mozzarella­ på pizzaerne – slut af med tynde skiver pancetta. Hæld lidt god olivenolie på, kværn peber over og drys med salt. Bag i den forvarmede ovn i cirka 10 minutter, og server rygende varm, gerne skåret i stykker på et stort bræt midt på bordet.

TIPS
Hvis du ikke finder frisk spinat, må du bruge frossen (hele blade). Varm ­spinaten op i en gryde og lad det dryppe godt af i en sigte. Du kan erstatte mascar­pone med ricotta eller en fed cremefraiche, hvis du er i det humør. Hvis du ikke lige finder pancetta, kan du erstatte med tyndt skåret bacon – men pancetta er ­meget finere i smagen.

Can I have your order, please? Photo Jørgen Smidstrup


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

%d bloggers like this: