Lammegryde

Camillos special corona-bliv-hjemme-service. I denne svære tid, deler vi en række gode, nemme, lækre, livgivende, trøstende opskrifter fra Camillos verden – til glæde og til inspiration. Brug dem i aften, i morgen, til weekenden – hvis du har mulighed for det så lav en ekstra portion til naboen! Stay home, stay healthy! I dag: Lammegryde!

Firenze, Italy. Photo Jørgen Smidstrup

Fra kogebogen “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“.

#

En gryderet, der rimer på weekend! Røgsignalerne fra køkkenet sender blandede signaler; lam, Nordafrika, Syditalien, kanel og kommen. Normalt vil dette være gryderetten, der kaldte venner og familie til dit hjem. I disse corona-tider, må du nøjes med dig selv og dem, du måske bor sammen med. Du kan jo altid aflevere en god portion hos naboen, eller nogle i nabolaget, der trænger til en portion varmende og lækker omsorg.

Har du ikke et stykke lam, kan et stykke grisenakke sagtens erstatte.

4-6 personer
Lammebov, ca. 600 g (eller hals eller nakke)
Extra jomfruolivenolie, 5-6 spsk i alt
Hvedemel, 2 spsk

Kikærter, 200 g
Butter beans, 200 g
Groft salt, 2 spsk

Spidskommen, 2 tsk
Fennikelfrø, 1 tsk
Rød chili, 1 stk (eller 2 tørrede)
Løg, 2 store
Hvidløg, 4 fed
Flåede tomater, 1 ds
Kanelstang, 1 stk
Hvidvin, 2 dl
Vand, ½ ltr

Abrikoser, tørrede, 100 g
Persille eller koriander, 1 bdt
Mandler, 1 lille håndfuld
Flagesalt
Friskkværnet peber

Sæt kikærter og butter beans i blød dagen i forvejen i en skål med rigeligt vand, hver for sig. Lad det stå natten over i køleskabet. Kog dem også hver for sig i saltet vand i henholdsvis tre kvarter og en time. Kog dem, mens du laver lammegryden, hvis du har plads på komfuret, ellers inden.

Puds kødet for fedt og sener. Skær det ud i 2-3 cm store tern. Varm 3 spsk olie op i en tykbundet gryde, brun kødet i gryden ad to omgange, så du får det hele grundigt brunet, drys med salt og ­peber undervejs. Skru ned for gryden, læg alt kødet tilbage i den. Drys mel over og rør godt rundt. Lad kødet simre ved svag varme.

Stød fennikelfrø og spidskommen sammen i en morter. Snit chilien fint. Snit løgene, og svits dem på en pande i 2 spsk olie sammen med fennikelfrø, spidskommen og chili i 5-10 minutter. Snit hvidløgene fint og hak de flåede tomater groft. Hæld det på panden og lad det stege med i 5 minutter. Vend det hele i gryden med kødet ­sammen med en kanelstang.

Kog hvidvinen lidt ind (brug den pande, du svitsede løg på, så får du lige den sidste smag med). Hæld vinen i gryden sammen med vand og lad retten simre ved svag varme i cirka 45 minutter med låg på. Rør af og til i gryden.

Skær imens abrikoser i strimler, udblød dem i lidt kogt vand i cirka 10 minutter. Vend dem i gryden sammen med de kogte kikærter og butter beans, og lad gryderetten simre i yderligere 15-20 minutter. Tjek om lammekødet er mørt. Fisk kanelstangen op. Smag til med salt og peber, måske lidt sukker eller mere chili? Her kan du med held bruge tørret cayennepeber.

Rist mandlerne på en tør pande, hak dem groft. Hak persille eller koriander – og bland det med mandlerne. Drys blandingen over retten, og server i store, dybe tallerkner – eller sæt gryden på bordet. Giv måske lidt godt, groft brød til.

TIPS
Du kan sikkert også finde lammekød hos slagter eller supermarked, der alle­rede er skåret i passende tern. Gryderetten kan også med stort held laves med kalvebov eller grisenakke – og svesker eller store, lyse sultan-rosiner kan erstatte abrikoser.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

%d bloggers like this: