Biscotti – som julegave

Bag din egen julegave; biscotti med fennikelfrø & citronskal. Læg de små kager i en smuk dåse eller et pænt glas, et fint bånd omkring – og voila! Så har du en julegaver der vækker glæde og begejstring.

Biscotti med citronskal og fennikelfrø fra “Mad, der får folk til at tale sammen. Camillos Køkken“. Meget lækre små italienske kager, velegnet til kaffen, til julen, og til enhver tid, hvor du diskret passerer kagedåsen. Smagen af enkelhed, af smør, af sødme – med et friskt strejf af citron og et lille anis-tvist af fennikel. Hvis du skal have en fin værtindegave med til faster Oda, finder du et smukt glas, fylder det med biscotti al limone e finocchi og binder et smukt gavebånd omkring. Så er den i skabet.

Ca. 30 stk
Durummel, 150 g
Hvedemel, 2 spsk
Flormelis, 5 spsk
Smør, 125 g
Citronskal, fra 1 økologisk citron
Citronsaft, 1 spsk
Fennikelfrø, 1 tsk

Smelt smørret ved svag varme. Riv og hak citronskallen fint, pres citronsaften og knus fennikel-frø fint i en morter. Bland durum- og hvedemel og flormelis sammen i en skål. Rør smør, citronskal, citronsaft og fennikelfrø sammen med melblandingen. Saml dejen med fingrene.

Tænd ovnen på 180 grader varmluft.

Form små kugler (cirka 2½ cm i diameter) og sæt dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Giv kuglerne et let tryk, så de flader en smule ud. Bag kagerne øverst i ovnen i 8-10 minutter. Hold øje med, at de ikke bliver for mørke. De er stadig lidt bløde, når du tager dem ud af ovnen, bare rolig, det skal de være. Lad kagerne køle helt af på bagepladen, før du begynder at flytte rundt på dem og spise af dem.

Hvis du udelader fennikelfrøene, får du en lækker biscotti al limone. Opskriften her er med tydelig inspiration fra “Mit køkken i Umbrien” af Hanne Bloch. En dejlig og inspirerende kogebog – der i det nyeste oplag hedder “Mit italienske køkken”.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *